Lidt flere billeder

Dette er vores hus. Til højre bor Benjamin og til venstre bor 5 piger. Her kan I se, hvad der sker på en almindelig eftermiddag, hvor det er meget varmt.

Her kan man se hvor meget vand der pludselig bare kommer. Det begynder at blæse op, og det er tegnet til at vasketøjet skal ind.

Nyt herfra :)

Her i Cameroun går alt jo godt. Vi har allerede været hjemmefra i en uge. Tingene hernede går i deres helt eget tempo. Hvis ikke vi når det i dag, ja så når vi det nok i morgen eller overmorgen.
Skolen er ikke startet endnu, så vi bruger mest tiden på at vende os til at være sammen med gadedrengene, og så at vende os til at bo sammen, lave mad sammen osv.

Til folk der ikke ved det, så bor jeg sammen med 4 piger lige pt. Det skal jeg gøre indtil d. 3. september, hvor to af dem tager til Kaélé, som er en by 2,5 times kørsel fra Garoua, hvor jeg er. 5 piger i en lille lejlighed er meget, men det fungerer. :)
Vi har et super godt kristen fællesskab her. Ikke bare indbyrdes, men også over hele compounden. Alle aktiviteter tager udgangspunkt i kirken, og det er en fantastisk fornemmelse.
Indbyrdes har vi det også fantastisk. I aftes sad vi og lærte en sang fra Fællessang, som vi kan synes, hvis de gerne vil have, at vi skal synge for dem. Sangen hedder: "Lord I come before you", og det har pludselig fået en helt anden betydning, fordi vi sad og snakkede om, hvad vi forstod ved den, og det har på en måde fået en ny mening for mig. Det er fantastisk hele tiden at være i dette kristne fællesskab, hvor vi kan dele tingene med hinanden, uden at det bliver mærkeligt eller lign.

Vi er kommet herned i regntiden, så alt er frodigt. :) Det betyder, at når der regner, så laver afrikanerne ingenting! Det kan sammenlignes lidt med, når vi sneer inde derhjemme, så holder vi også fri. Her sker det bare næsten hele tiden - i hvert fald når det er regntid.

Lige et billede, som viser hvor frodigt der er henede lige nu. Man kan også lidt se husene, som menneskerne almindeligvis bor i - nederst i billedet :)

I søndags var det første gang vi var i kirke, og det var rigtig spændende. Det tog "kun" 2,5 time, så det var jo faktisk en kort gudstjeneste :) Der var ikke så meget sang, som jeg forventede, men mon ikke det kommer på søndag eller senere.
Vi lavede en lille bommert, men det var gjort i den bedste mening. Vi skulle op og give penge til indsamling. Nogle få begyndte at gå, men vi vidste ikke om vi skulle gå eller ej. Vi tænkte, at det skulle da i hvert fald ikke se ud, som om at vi ikke ville give noget, så vi rejste os og gik op. Da vi kom ned igen, grinede og smilte folk til os, men ja ja - vi er jo "narsara" (hvilket betyder "hvid" på fulfulde), så det tænkte vi ikke mere over. Pludselig gik det op for mig, at man skulle op og give efter tur. De tog række for række, og vores var den næste sidste....... UPS! Men nåe ja, hvis det er den mindste fejl, så overlever vi nok. :D
I kirken foregår alt på fransk - undtagen én sang på engelsk, som et kor sang, og da vi selv præsenterede os på engelsk. Så prædiken kan godt virke lidt lang, derfor har tidligere volontører rådet til at tage en bibel med, så man kunne sidde og læse lidt. Jeg fik læst de første 5 kapitler af Johannesevangeliet.

 Første gang i kirke. Vi har endnu ikke fået vores afrikanske tøj lavet endnu :)

I går skulle vi på markedet, og det var vi ventet på noget længe. Først var det meningen at vi skulle afsted lørdag kl. 10., men kl. 8 stod Damaris (kirkepræsidentdatter, som kan engelsk) udenfor vores dør og sagde, at "the driver" (chauffør) var kørt. Hun vidste ikke, hvornår han kom tilbage igen, så vi måtte pænt vente til mandag. Mandag kom vi ikke afsted, men tirsdag...... Vi kom afsted. kl. 10.30 (skulle egentlig have været 10), men så ville bilen ikke starte. Vi var 7 i en 5 personesbil, men det gik jo fint. Når bilen ikke vil starte, så bruger man da bare et koben, som man sætter ned i motoren og slår godt til, så starter bilen nemlig til sidst. Vi blev ret hurtig enig om, at vi ville have ønsket vi have et skjult kamera, for det var hammer sjovt men også vildt mærkeligt.

I går aftes kl. 16. havde vi strømafbrydelse, og vi har endnu ikke fået strøm. Det er godt nok strøm på Ezais kontor, så derfor kan jeg skrive lige nu, men i vores lejlighed er der ingen strøm. Nu forstår man, hvorman man bruger gaskomfur i stedet for elektrisk komfur :)

Jeg må lige indskyde, at når man er i Afrika (Cameroun), så kan man godt komme til at savne: kage, mælk, CHIPS, flæskesteg osv., men så er det godt, at man kan lave en....... Dam, dam, dam...... BANANKAGE!!! Orh, vi kan spise så meget banankage, og det er så lækkert :) Men jeg savner stadig mine dejlige chips ;)

I skal lige til slut have endnu et billede af mig og de andre volontør og drengene :)

Alle volontørerne - udentagen Signe, som står bag kameraet. 

Eftermiddagen sammen med en masse børn

 

Der bliver gjort rent og vasket op :) 

Her er jeg sammen med de dejlige drenge :)
Jeg prøver at lære navnene, men jeg kan ikke helt huske dem alle.

Garoua

Da vi ankom til Garoua, havde vi forventet, at det ville være ca. det samme som i Douala, men nej. Klokken var 19.15, og der var ”kun” 31 grader, det var virkelig varmt!! Luftfugtigheden var ikke så slem, det er ca. som i Danmark.

Da vi kom lige indenfor døren i lufthaven, stod en mand lige foran mig. Han hilste på mig, og jeg forstod ingenting – lige indtil han sagde: ”Ezai”! Nååååååååe, du skal hente mig :D Sjældent har jeg været så glad for at møde et fremmed menneske ;)

Han kørte os hjem til vores nuværende hjem. Mine forældre har forberedt mig på, at der kan være store frøer, men ikke hvor mange af dem! Udenfor vores dør var der ca. 30 frøer, aldrig har jeg danset så flot! Nej, hvor var det ulækkert. Da vi kom indenfor skulle vi da lige tjekke, hvordan badeværelset så ud, men så langt kom jeg ikke, for da jeg åbnede døren, løb der en KÆMPE karkelak lige foran mig. AD!!!
Da vi kom hjem fra at have været ude og spise, så sad vi indenfor, for at fordøje alle de nye indtryk, men det kunne vi ikke særlig længe, for så kom mange af gadedrengene på besøg. Nej, hvor ville de gerne møde os, men vores sprog er meget forskellige. Vi kan alle dansk og engelsk, de kan fulfulde (stammesprog) og fransk, så der er en stor sprogbarriere, men hvis man ikke kan snakke sammen, så må man jo danse! Så jeg kom i gang med at danse. Mine søstre (tak til Maja og Katja) og jeg har før i tiden danset en dans, hvor man skal ramme hinandens fødder, og den blev meget nødvendig, så jeg stod i 31 graders varme og dansede med en lille dreng. Ihhh, hvor var det sjovt (og varmt)!!

Alt i alt har vi fået en varm velkomst. J

Mr. Bene (engelsklærer, og vores fransklærer) er på ferie, og alle børnene har stadig ferie, så vi skal ikke undervise endnu, så lige nu går tiden med at gøre hele vores lejlighed ren og lære hinanden at kende, men også bare at være alene og nyde alle de nye indtryk.

4 måneder føles som rigtig lang tid, men oplevelserne indtil videre tyder nu meget godt J

Indtryk, indtryk og atter indtryk

Undskyld, at der ikke er nogen billeder med denne gang, men internettet er ikke det bedste :)


Så er jeg kommet til Cameroun. :) 
Vi fløj fra Kastrup kl. 06.30 tirsdag morgen, og ankom til Douala kl. 16.30 (lokal tid) – her er vi en time bagud. Det første der mødte os, var lugten af gammel sved..... Deodoranten findes åbenbart ikke hernede, det var virkelig slemt! Det næste, der mødte os, var luftfugtigheden, som også var helt vildt slem. Luften var så fugtig, men det vender man sig til. Der var ”kun” 26 grader i Douala. Vi kom videre og der var KAOS! Vi skulle have fat i vores kuffert, men det var heller ikke helt nemt, for lufthavnen var lille og menneskemængden stor. Efter kufferterne var sikkert i hus, bevægede vi os udenfor, hvor Adamau mødte os ved at sige: ”Mission Afrika”, så der var vi i sikkerhed – eller var vi??? Alle menneskerne ville gerne have vores kuffert, men vi havde hørt hjemmefra, at vi skulle sige nej – bestemt men glad. Det lykkedes dog ikke, så pludselig havde de vores kuffert. Hvem kunne vi stole på, og hvem kunne vi ikke? Det var virkelig svært at finde ud af. Da vi endelig kom ud til vores biler – med vores bagage, stod der en masse børn og tiggede om euro, men vi kan ikke redde alle, så vi kunne ikke give dem noget. Jeg følte mig utilstrækkelig! Børnene bankede på ruden til vores bil – det var virkelig ubehageligt.
Vi kom hen til gæstehjemmet og det var vældig fint efter afrikansk standard. Vi kom ud og fik noget mad – europæisk mad (det tænkte receptionisten var det bedste for os) :D

Næste dag vågnede vi til korsang – i hvert fald var der gudstjeneste lige nedenunder, hvor vi boede. Det lød egentlig vældig fint, men klokken var 06.30, og vi havde slet ikke sovet natten før, fordi vi skulle rejse med nattoget til Kastrup. Der var morgenmad kl. 07.30 og middagsmad kl. 12.30, så vi havde hele formiddagen for os selv. Vi skulle først flyve til Garoua kl. 16.30. Formiddagen gik langsomt, men vi spillede og gik en tur ud i byen, hvor der var mange mennesker – og ufattelig mange biler og motorcykler!!!

Motorcyklerne kan være overalt, så det var lige ved, at Anne Dorthe og jeg var ved at blive ramt af en motorcykel, men det skete ikke J

Volontørkursus

Denne uge har jeg tilbragt på Diakonhøjskolen i Århus i færd med at lære mine rejsekammerater at kende. Samtidig har kursisterne og jeg fået en masse informationer om Afrika - en masse praktiske informationer og gode råd, samt noget om religionsforståelse.

Det har været fantastisk at lære dem, som jeg skal rejse sammen med, at kende. Vi har et rigtig godt fællesskab allerede efter de første 3 dage, hvilket tyder utrolig godt for de 4 måneder, som vi skal tilbringe sammen.

 

Fra venstre: Malene, Signe, Helene, mig, Anne Dorthe og Benjamin

Malene og Helene skal være i Kaélé, hvorimod vi andre 4 skal være i Garoua og arbejde med gadedrenge og undervise i engelsk. 

For over et år siden fik jeg den idé, at jeg skulle til Nigeria - det kunne ikke lade sig gøre, så derfor skal jeg til Cameroun (hvilket er noget, som jeg bestemt IKKE fortryder). For ca. et halvt år siden sagde jeg "ja" til at tage af sted sammen med 3 andre. Nu er tiden kommet, og jeg må indrømme, at det var noget lettere at sige "ja" for et halvt år siden end i dag. Dog fortryder jeg intet, men det er lidt overvældende, når nu det kommer så tæt på.