Sidste onsdag

Volontører står op...
6.30: Volontørerne sidder og spiser morgenmad
6:55: Volontørerne er færdige med morgenmad
7:00: De kvindelige volontører er i fuld gang med dagens morgengymnastik.
7:20: Dagens morgengymnastik er færdig, og volontørerne sidder og venter på chaufføren
7:30: Chaufføren er stadig ikke kommet - nu skulle volontørerne være på college
7:35: Volontørerne ringer til Ezai (han tager ikke telefonen)
7:40: Ezai ringer til volontørerne, og han fortæller, at vi ikke skal i skole i dag, fordi præsidenten er i byen
7:42: Volontørerne er gået i seng igen.

Dette var en lidt speciel morgen. Vi var stået op - MEGET TIDLIGT, fordi vi skulle i skole. Så var vi ikke lige blevet informeret om, at pga. præsidentens ankomst, så skulle vi ikke være der. Typisk! I hvert fald er det sådan nogle ting, som man kan opleve hernede flere gange.
Tiden går bare ikke så hurtigt!
Det var også meningen, at vi skulle have et møde mandag. Det blev til tirsdag - nej onsdag. Det kom aldrig. Så måtte vi prøve igen, næste mandag, hvor vi mødtes med pastor Lucas, men han kan ikke engelsk, så vi skulle bruge en tolk, men han havde da ikke lige tid, så det blev ikke til noget!  Vi prøvede at kommunikere med pastor Lucas, så meget som vi kunne, men det er bestemt ikke meget! Øv, øv...

En sejltur

For nogle dage siden var Anne Dorthe og Benjamin ude og gå en tur. Gael (en af gadedrengene) slog sig til dem, og han gik med dem ned til vandet. Han fortalte dem, at man kan komme ud af og sejle for 2000 cfa (20 kr.). Det er helt vildt flot natur, så det ville vi selvfølgelig gerne. Vi havde derfor aftalt med Gael, at når han var færdig med skolen fredag kl. 14, så skulle vi ned til vandet, så vi kunne få en sejltur. Det blev så ikke kun Gael, der gik med, men det endte med, at der var fire drenge mere. Det var så hyggeligt J
På vej derned gik vi i langsomt tempo - Signe og jeg plejer at gå langsomt, men vi skulle jo ikke nå noget, så drengene kunne selvfølgelig ikke se nogen grund til at gå hurtigere. ;)
Da vi kom ud til vandet af, så begyndte det at blive mudret, fordi vandet er sunket så meget på det seneste. Vi skulle selvfølgelig helt ud til vandet, for ellers kunne vi jo ikke komme ud at sejle, så vi måtte glemme skoene og så bare gå igennem ALT mudret. Det skal dog siges, at hvis man skulle hoppe over store mudderpølle, så var drengene altid klar med en hånd - drengene har vanvittig mange kræfter, så det var INTET at være bange for. De tog ved!!!
Da vi kom derud, fik de arrangeret, at vi kunne komme afsted. Vi blev læsset på båden. Det var selvfølgelig ikke bare volontørerne, når nu drengene var gået med. Så i en meget lille båd, sad vi nu pludselig 8 mennesker + ham der padlede. Vi var NÆSTEN ved vandkanten, så når jeg siger, at der var 1 cm. til vandet, så lyver jeg virkelig ikke. Signe og jeg havde det bestemt ikke godt, for båden tippede også, så ja..... Vandet kom ind!
Drengene var ikke tilfredse, så vi måtte skifte båd. Vi kom over i en anden en, og der kunne vi ikke være nær så mange, så det blev os fire + manden der skulle padle + Ibrahim (en af drengene). Det var nu dejligt at have ham med. Det gav lidt tryghed :)
Nu kunne vi komme ud og sejle, men inden så stoppede Gael os ligge alle sammen, og så skulle vi lige bede for turen. Dette siger lidt om, at troen også betyder noget for drengene, og hvor var det fantastisk at mærke :)
Vi kom ud på vandet, og neeeeej hvor var det skønt. Det var helt stille. Garoua er virkelig en storby, så hvor var det fantastisk, at der var HELT stille! Wonderful! Man kunne bare sidde og hviske, og man kunne stadig høre hinanden. Smuk natur, og bare en helt fantastisk følelse at sidde der med!
Her kommer lidt billeder:

Som man kan se på billedet, så holder både Signe og jeg, Ibrahim i hånden. Han grinede meget af os, men vi havde brug for ham!

Alt i alt en helt fantastisk tur!!! :D

Lidt af hvert :)

Nu kører hverdagen.

Vi bruger en masse tid på college, og nu er vi også ved at prøve at få lidt struktur på drengenes hverdag. Det går stille for sig, men det rykker sig en smule lige så stille.

Her er et billede fra vores middagsmad en dag, og JA! Det er pandekager - amerikanske...... UHM!!!

Ja, vores dejlige pandekager!

 Fredag fik vi tilladelse til at forlade compounden UDEN en "vagt". Så det skulle så meget udnyttes. Vi gik på markedet alene, og vi fik os en god lang tur ned til vandet!
Men når nu ikke vi skulle have en vagt med, ja, så kunne lille Michael da ikke lade os gå alene, så han slog følgeskab med os. Han passede især på os, når vi gik i siden af vejen, hvis man gik to og to, så skulle han nok få råbt os op og sagt, at vi kun skulle gå én og én.

Her er Anne Dorthe og Michael gået en smule i forvejen.

 

 

Dette er helt nede ved vandet.

Jonathan fortalte, at vandet ikke plejer at være så højt. Det har vidst regnet en hel del i år.

 

Lige en lille tanke her til sidst. Det er virkelig ufattelig, hvor smuk en stjernehimmel kan være. Den er smuk i Danmark, men den er bestemt også smuk hernede. Det er som om, at når man ser, at folk har en del mindre materielle goder, så sætter man pludselig pris på tingene på en hel anden måde. Så næste gang at der er stjerner, så gå ud og se himlen! Tænk på at uanset hvor i verden man er, og hvor meget man har, så er stjernehimlen næsten ens - i hvert fald ufattelig smuk!

Guds skaberværk er kreativt og vidunderligt!



Vores afrikanske kjoler!

SÅ HAR VI FÅET VORES KJOLER!!!!!

Os piger i vores nye kjoler.

Og så et billede af mig i min nye kjole.

 

Vi er allerede i gang med at finde en, som kan tage med os på markedet, så vi kan få købt noget nyt stof til nye kjoler!!! :D Vi glæder os allerede igen. 

Sikke en morgen :)

Her til morgen ville vi sove en smule længe. Vi havde fri, men selvfølgelig skulle vi også op i kirke. Da vi står op, har jeg modtaget en sms fra Jonathan. Der stod: Oh wake up! (på dansk: Oh vågn op!) Derefter stod der en masse bibelvers, som han havde fundet til os. Det var en sjov morgenbesked.
Det første bibelsted var:
Ordsprogenes bog 20,13:
Hold ikke så meget af søvn, at du forarmes;
luk øjnene op og spis dig mæt!

Vi konkluderede, at han måtte have været på besøg meget tidligt om morgen, og da vi ikke var stået op, så havde han fået forskellige bibelvers til hver af os. De første 3 var til os alle, og derefter var der nogle individuelle. Det var en fantastisk morgenbesked. Dette er også et godt eksempel på, hvordan religion/tro er offentlig her i Cameroun. Det skal så også lige siges, at i går snakkede vi tro og læste i Bibelen sammen med Jonathan, og det var helt fantastisk.

En opfordring... Læs salme 1! Vi snakkede om den sammen med ham. Læs i særlig mærke til vers 3, det har fået stor betydning for mig.

Signe og jeg er også i gang med at nå at læse hele Bibelen, mens vi er hernede. Det er et stort projekt, og det er overhovedet ikke sikkert, at vi når det, men det er fantastisk at læse ca. det samme, og bagefter diskutere eller bare snakke om, hvad man har fået ud af det.
Til i dag søndag har vi alle fire skulle læse Johannesevangeliet, så det skal vi formodentlig have os en snak om i dag. Det er skønt at være hernede med nogle, som man deler sin tro med.

Første uge på college

I mandags tog vi ud på college, men skolen var lige startet efter sommerferien, så alle elever og lærer var ikke kommet, og derfor skulle vi bare tage hjem igen efter mødet med vicerektor. Det lød til dem, at der først ville blive styr på det i næste uge, men at vi stadig skulle møde til et møde tirsdag morgen kl. 7.30 (det er der, hvor skolen starter hernede). Tirsdag morgen kom vi til mødet, og derefter skulle vi åbenbart følge undervisningen alle sammen. Signe og jeg skal følge en mand, der hedder Wujung (eller hvordan det nu staves), mens Benjamin og Anne Dorthe skal følge Mr. Bene, som er den lærer, de tidligere volontører har fulgt. Mr. Wujung er ikke kommet tilbage til skolen endnu, så vi skulle alle sammen følge Mr. Bene, men inden da blev vi vist hen til en klasse, for vi tænkte, at vi skulle præsenteres. Det skulle vi også, men det skulle vi selv klare, for vicerektoren sagde noget på fransk, og derefter gik han. Så stod vi med en klasse på ca. 20-25 elever (alle elever var ikke kommet endnu), og vi skulle selv stå for undervisningen. Gode råd var dyre, men jeg har altid haft en lille drøm om at blive en lærer, når jeg bliver ældre, og nu havde jeg muligheden for at afprøve alle de forskellige ting, som jeg gerne ville. Det gjorde jeg. De andre havde ikke så meget lyst, så pludselig var det mig, der kørte undervisningen. En meget afrikansk og spændende oplevelse!

Resten af ugen har vi fulgt Mr. Bene, det har vi fået mange spændende og overraskende oplevelser ud af.

Det er hverken godt eller skidt, det er bare ANDERLEDES!

Så har vi vidst mærket, hvad det vil sige at være i Afrika!

I dag begynder skolen - college, og vi skulle derud og se skolen, så vi kunne finde ud af vores program, og derved komme igang med vores hverdag hernede. Vi ankommer til skolen. Eleverne er igang, så skolen ER startet. Vi skulle snakke med vicerektor, fordi rektoren var i Yaounde. Vi ventede og ventede. Vi stod udenfor og ventede én time - wow! Derefter kom vi så ind, og så fik vi afvide, at alle lærerne ikke er kommet tilbage endnu, så skemaet er ikke helt fastlagt, derved kan vi heller ikke komme i gang med at undervise/assistere undervisningen. ØV! Jeg havde virkelig håbet på, at i denne her uge ville hverdagen begynde at komme igang, men nej - endnu en uge til afslapning. Nu gider jeg ikke være på ferie mere! :/
Men okay, Mr. Bene (vores fransklærer) kommer her om en times tid og skal planlægge, hvordan vi gør med undervisningen i fransk. Det bliver dejligt at få en smule styr på det :)
Det skal så også lige nævnes, at vi dog skal derud igen i morgen til et møde kl. 07.30. Jeg aner ikke, hvad vi skal snakke om, men så er der da noget på programmet :D

Meningen var også, at i dag skulle Malene og Helene rejse til Kaélé. De var klar til at tage afsted kl. 9, men hørte senere at det først blev kl. 13.00. Da klokken næsten var 13, så kom Ezai og fortalte at Samuel (deres kontaktperson i Kaélé) havde ringet og udskudt det til i morgen, fordi de har regnet så meget, at vejene er helt smadret, så han turde ikke sende dem ud på vejene. Vi er vældig glade for, at de passer så godt på os, men lad os da nu komme videre!! :D

Men okay.. Helene og Malene er her stadig - det er fint, så kan vi hygge et døgn mere (træls for dem), men så mødte vi lige kirkepræsident Goyek, som fortalte at når nye børn kom til byen, så måtte faderen jo invitere dem på middag. Han er dog først lige kommet hjem fra Yaounde eller Douala, og hans kone har meget travlt. Så han inviterede os på restaurant i aften. Altså han ser sig selv, som vores afrikanske far, og vi er så hans børn. Det er så skønt at møde en så venlighed og gæstfrihed. Man kan virkelig ikke andet end at elske vores herlige kirkepræsident - Goyek!

Så er der hygge i stuen :)

 

Ja, ingen kan klage over sengen. Da i hvert fald ikke hvis man lide at sove i et hul eller på en jernstang :)